|
|
Musikterapeuternes fagforening er Dansk Magisterforening (DM).
Det er DM, der varetager musikterapeuters løn- og ansættelsesmæssige
vilkår og krav. Under Dansk Magisterforening har musikterapeuterne
dannet en faglig klub, MusikTerapeuternes Landsklub, MTL.
MTL er en landsdækkende faglig klub, hvis formål er at samle
musikterapeuterne som faggruppe, at udvikle og synliggøre musikterapi
og musikterapeuters faglige kvalifikationer, samt at formulere og fastholde
etiske principper for terapiarbejdet.
Da titlen musikterapeut ikke er beskyttet, betragtes medlemskabet
af MTL som en garant for faglig kvalifikation og efterlevelse af etisk
regelsæt. Medlemmerne af MTL er universitetsuddannede musikterapeuter
med en bachelor-, kandidat- eller ph.d.-grad i musikterapi.
Musikterapeuternes faglige historie:
Uddannelsen til musikterapeut på Aalborg Universitet blev oprettet
i 1982, hvor det første hold studerende startede. I takt med at
AUC begyndte at udklække kandidater opstod behovet for faglig organisering.
Det førte til dannelsen af Musikterapiforeningen (MTF) i efteråret
1987. Meningen var, at MTF skulle være en egentlig fagforening under
Akademikernes Centralorganisation (AC) med forhandlingsret over for arbejdsgiverne
bl.a. med hensyn til løn- og ansættelsesvilkår.
Imidlertid var musikterapeuterne fra AUC så lille en faggruppe,
at det ikke var hensigtsmæssigt med en selvstændig fagforening
for musikterapeuter. Efter en række forhandlinger kom en aftale
i stand med Dansk Magisterforening (DM). Nu blev kandidaterne i musikterapi
individuelle medlemmer af DM. Musikterapiforeningen fik status som interesseforening
uden for det faglige organisatoriske system.
Musikterapeuter er en specialiseret, lille faggruppe med særlige
behov og krav mht. løn- og ansættelsesforhold. Nye problemer
opstod: MTF var en "fritsvævende" interesseforening uden
nogen reel indflydelse i f.eks ansættelsessituationer, og de forskellige
sektioner og afdelinger under DM kunne, og kan ikke, varetage de specifikke
musikterapeutiske krav.
Løsningen blev, at der med støtte fra DM dannedes Landsklubben
af Musikterapeuter (LAM), som har eksisteret siden marts 1992. Inden for
fagforeningssystemet var der nu skabt et fundament for et fagligt, musikterapeutisk
forum, nemlig LAM en faglig klub (ikke en forening) og en del af
fagforeningen DM.
MTF og LAM var nu to forskellige samlingspunkter for en lille gruppe af
universitetsuddannede musikterapeuter. MTF blev følgelig nedlagt
på den årlige generalforsamling i september 1993, hvor MTF's
formue og aktiver problemløst blev overflyttet til LAM. I foråret
1997 tog LAM navneforandring til MTL (MusikTerapeuternes Landsklub).
2 organisationer for musikterapi MTL og DFMT:
Der er i dag 2 organisationer for musikterapeuter, her et kort overblik:
MusikTerapeuternes Landsklub (MTL)
faglig klub under Dansk Magisterforening
for musikterapeuter uddannet på Aalborg Universitet
formål: at varetage universitetsuddannede musikterapeuters faglige
interesser
ca. 100 medlemmer
Tidligere medlemsblad:Fermaten
Dansk Forbund for musikterapi (DFMT)
selvstændig interesseorganisation
for alle interesserede, bl.a. lærere, pædagoger, læger,
fysio-/ergoterapeuter, musikere
formål: at udbrede kendskabet til musikterapi
ca. 250 medlemmer både private og institutioner
Tidligere medlemsblad: Musik og Terapi
MTL og DFMT har et velfungerende samarbejde og afholder årligt et
fælles bestyrelsesmøde.
Man kan være medlem af begge foreninger. I samarbejde udgiver de
to foreninger nu tidsskriftet Dansk Musikterapi.
MTL-aktiviteter:
I de sidste år har der været et tiltag i aktiviteterne
i og omkring MusikTerapeuternes Landsklub. Det viser sig ved at mange
ikke-bestyrelsesmedlemmer er engageret i netværksgrupper, pjece-udvalg,
konferenceudvalg, udvalg der undersøger mulighederne for autorisation,
samt redaktion for hjemmeside, forum og tidsskriftet Dansk Musikterapi.
Hvor der er mulighed for det, støtter MTL arbejdsgrupperne økonomisk,
men det er en lille faglig klub med omkring 100 medlemmer, så arbejdet
er idealistisk og uden stor økonomi. Til gengæld er der rig
mulighed for faglig udveksling og kollegial støtte.
Økonomisk støtte til initiativer
MTLmedlemmer der har en idé eller et projekt, der kræver
økonomisk støtte, kan skrive en ansøgning til bestyrelsen.
Der er 3 kriterier for støtte:
1) idéen/projektet skal have interesse for en gruppe musikterapeuter
i klubben.
2) idéen/projektet skal direkte eller indirekte være jobskabende
og/eller sigte mod at udbrede kendskabet til musikterapi.
3) medlemmerne skal orienteres om idéen/projektet. Orientering
og evaluering sker gennem det interne forum eller hjemmesiden.
MTL budgetterer med et årligt kursus eller foredrag. Forslag modtages
gerne. Når ti medlemmer bakker op om forslaget, kan MTL gennemføre
og betale kurset. Kun MTL-medlemmer kan modtage økonomisk støtte.
(Ikke-medlemmer, der gør et stykke arbejde til gavn for MTL, kan
ikke modtage støtte)
Medlem af MTL?
Der er 3 gode grunde for musikterapeuter til at blive medlem af MTL:
- Dit medlemskab af MTL er med til at sikre de universitetsuddannede
musikterapeuter et fælles talerør.
Musikterapeuter er en lille faggruppe. Vi er ansat på mange forskellige
typer arbejdspladser, men har alligevel fælles faglige interesser.
MTL fungerer som vores talerør, både overfor DM og udadtil
generelt.
- Dit medlemskab af MTL giver musikterapeuter
bedre mulighed for at få indflydelse i fagpolitiske forhold.
Generelle krav f.eks. om forbedringer af arbejdsforhold, løn-
og ansættelse bliver hørt når vi står samlet
som faggruppe i DM
- MTL giver dig mulighed for fagligt engagement,
udvikling og udveksling. Studernede, arbejdende, arbejdsløse og
pensionerede musikterapeuter mødes og udveksler erfaringer i netværksgrupper,
arbejdsudvalg, Fermat-redaktion, på det årlige landsmøde,
m.m.
Her er en oversigt over, hvad MTLmedlemmer får for medlemskontingentet
- generel informationspjece om musikterapi (til
uddeling ved foredrag eller jobsamtale)
- tidsskriftet Dansk Musikterapi, der udkommer 2 gange årligt
- Nordisk Tidsskrift for Musikterapi, der udkommer 2 gange årligt
- MTLlandsmøde (årligt 2 dages landsmøde med transport,
kost, logi, workshop m.m. betalt)
- opdateret adresseliste
- videreformidling af stillingsopslag
- kursus og konferenceopslag
- støtte til medlemsaktiviteter
- medlemmer af MTL har mulighed for at føje
"medlem af MTL" til sin titel, som en tilkendegivelse af en
akademisk uddannelse samt accept af MTL's etiske principper.
Tilmelding og kontingent
Medlemskab af MTL forudsætter medlemskab af DM, samt kendskab til
og overholdelse af MTL's etiske retningslinier.
Nye medlemmer kan henvende sig til kasseren og få tilsendt girokort
(girokort hænger ligeledes på musikterapeuternes opslagstavle
på AAU). Efter indbetaling modtager det nye medlem en velkomstmappe.
Kontingent opkræves årligt efter afholdelse af landsmøde.
Studerende (tilmeldt studiet) og pensionister kr. 400,- kr om året
Færdiguddannede/arbejdsløse og arbejdende kr. 800,- kr. om
året
|
|